(There is not an english version of this page.)

Underholdning på ARoS 2011
“Tak for en utrolig flot aften på ARoS. Der har været mange tilbagemeldinger på, at det var den bedste EUA-konference, mange af deltagerne havde været med til. Jeg ved ikke, om du så nogle af deltagernes ansigter, da Dreisig sang. De var helt betagede. Og lækker mad og drikke – det var virkelig flot. ”
Bedste hilsner
Martha Freud Abildgaard

Madame Butterfly 2010
Jyllandsposten: Læs hele anmeldelsen her…

Traviata 2009  
Børsen: Elsebeth Dreisig leverede hele Violettas spektrum flot og overbevisende fra den kokette og selvbevidste selskabsbedårer til den lille pige, der får revet tæppet væk under sig af en betingelsesløs forelskelse. Og ikke mindst til den forpinte og dødende kvinde i slutningen. Og det vel at mærke med en magtfuldt dramatisk sopranklang, der havde fine og følsomme nuancer at spille på… …Dreisig og Danhold (David) sikrede dermed, at slutscenen ikke blev sentimental, men i al sin enkelhed – og i en ganske enkel scenografi – bare gribende! – Ikke så meget vrøvl – kun det, som det egentlig drejer sig om: Kærlig og død!

Traviata 2009  
Jyllandsposten: På premiere aftenen imponerede Elsebeth Dreisig. De tre akter kræver ideelt tre forskellige soprantyper… Elsebeth Dreisig jonglerede præcist også i højden og med en fyldig klang selv på de mindste noder i de bevidste løssluppne koloraturer. I andenaktens mere følelsestærke stemmekarakter, og i slutaktens afsked med livet færdiggjorde hun et overbevisende portræt.

Stor og smuk stemme fyldte kirken i Als  november 2008 Østkysten
Als kirke var søndag eftermiddag fyldt, da en af landets førende sopraner, Elsebeth Dreisig, gav koncert i landsbykirken. Hun blev accompagneret af kirkens organist, Troels Kold, der selv har en fortid som operasanger ved blandt andet Den Jyske Opera, hvor Elsebeth Dreisig også har været solist i mange år.

Det var også Troels Kolds første store koncertarrangement i kirken, og han glædede sig indledningsvis over, at så mange mennesker havde trodset et voldsomt efterårsvejr.

Op til koncerten var der gået lidt koks i annonceringen, så nogle troede, at det var i kulturhuset i Hadsund, Elsebeth Dreisig skulle synge. Det betød at et fåtal kom lidt for sent til koncerten.

Elsebeth Dreisig sang blandt andet W.A.Mozarts kantate for sopran “Exsultate, jubilate”, og hun gav smagsprøver på nogle af de store divaer i operaens verden, så publikum fik gåsehud, så smukt lød det i kirkerummet.

Der var i koncerten også indlagt fællessange af Grundtvig, så den store stemme kunne hvile sig.

Elsebeth Dreisig udfoldede sig bagerst i kirken ved orglet, men sang også enkelte gange stående foran altret, så publikum også kunne få lejlighed til at se skønheden, som Troels Kold udtrykte sig.

Premieren på “Freischütz”,  januar 2007 Århus Stiftstidende, Ole Straarup
….Elsebeth Dreisig er både sød og forstående i sin fremstilliing af Ännchen…hun løser opgaven fint – og i øvrigt indgår de to kvindelige hovedaktører ( Elisabeth Meyer-Topsøe) og Jens Krogsgaard i nogle smukt afstemte ensemble-passager…”

Jyllands Posten, John Christiansen:
“Fin premierebesætning: …Elsebeth Dreisig’s også sangligt charmerende Ännchen..”

Politikken, Thomas Michelsen:
“…Elsebeth Dreisig er i orden som den unge Ännchen….”

DogmeOpera   – Rudkøbing, oktober 2006 Fyns Amts Avis :
En på alle måder stor oplevelse. … Elsebeth Dreisig med sin dejlige lyse sopran, Jan Lund med sin store tenorstemme og en lige så veloplagt og dygtig pianist, Thomas Rischel tog i ”To mand frem for en diva” publikum med på en herlig musikalsk rundtur.

Figaros bryllup  – Den Jyske Opera, september 2006 Politiken:
… og i grevindens parti er Elsebeth Dreisig så smuk og rigtig, at man nyder det. Hendes ’Dove son’ var en fornøjelse, hendes øjeblik med den forelskede page er rørende…

Skriftestolen  – Uropførelse, Den Jyske Opera, august 2006

Berlingske Tidende:
Elsebeth Dreisig lyser op som Gabi White – skøn at skue, stærk i sit spil og velsignet med en stemme, der har både sødme og fylde.

Jyllands-Posten:
Sangerne … fremstår så man tror på, at partierne er skrevet med netop disse sangere i tankerne. … Man frem for nogen Elsebeth Dreisig i kæmpepartiet som Gabi, som hun ikke alene har virtuositet til at synge rent teknisk. Hun er også med sin grundlæggende milde og lyse udstråling perfekt castet…

Århus Stiftstidende:
I den centrale rolle som Gabi White er Elsebeth Dreisig meget overbevisende. Dels er hun meget velsyngende, dels dækker hun flot den psykologiske udvikling i partiet, og hendes dramatiske presence er mærkbar fra første scene.

Kristeligt Dagblad:
Elsebeth Dreisig (der) var imponerende i Gabis store parti. Med et intenst og nuanceret spil og en overraskende fylde i stemmens høje leje kan man tale om et gennembrud.

Politiken:
… i den afgørende hovedrolle skaber Elsebeth Dreisig med skrøbeligt nærvær en stærk, nuanceret og fængslende figur med en foruroligende udvikling.

Kirkekoncert  med Flemming Dreisig – Egebæksvang, marts 2006 Helsingør Dagblad:
… Og så mangler jeg kun at fortælle om Elsebeth Dreisigs virtuøse udførelse af Mozarts halsbrækkende Exsultate Jubilate … Elsebeth Dreisig har en sikker, smuk og stærk stemme.

Pagliacci  – Den Jyske Opera, februar 2006

Fyns Stiftstidende:
Elsebeth Dreisig er en overraskende sval femme fatale, en Nedda, der i pantomimescenen forener en køn vokal med et kækt komisk talent.

Jyllands-Posten:
I ”Bajadser” klang Elsebeth Dreisig som Nedda smukt med sin stadig større gennemslagskraft.

Århus Stiftstidende:
I dramaet står Elsebeth Dreisig lysende centralt. Hun leverer en fortrinlig sangpræstation og er dertil meget overbevisende i persontegningen, hvad enten hun er den Nedda, som sætter brand i jalousibålet, eller Colombine på teatertribunen.

La Bohéme  – Den Jyske Opera, oktober 2005

Politiken:
Elsebeth Dreisig giver et inderligt gennemarbejdet, rørende og troværdigt portræt af en sart lille pige med store følelser. Hjertet strømmer over af fyldig, men aldrig selvtilstrækkelig velklang, som bevæger desto mere, fordi vi ser figurens skrøbelighed. … Dreisig går til hjertet.

Fyns Stiftstidende:
Elsebeth Dreisig er yndig og frydefuld som hans elskede Mimi. Beskeden, skælmsk og romantisk i sin søgen efter kærlighedens forunderlige eventyr, med blufærdig dristighed i sin rene og klare stemme.

Århus Stiftstidende: Dreisig har udviklet sig til en sopran, man kan betro store partier.

Opera Galla  – Den Jyske Opera, februar 2005

Århus Stiftstidende:
… her var mulighed for at følge Elsebeth Dreisig i et nyt, lidt tungere sopran-fag end det, hun ellers hidtil har dyrket så udmærket: Partiet som Violetta i ”La Traviata”. Hun stod distancen flot, både scenisk og sangligt…

Jyllands-Posten:
Elsebeth Dreisig synes også på vej ind i et andet rollefag som en klart syngende Rusalka.

[Her er der er hul i rækken af anmeldelser…]

 Jyllands-Posten:
Elsebeth Dreisig med sin smukke klare sopran gav fin fremstilling af rollen som Servilia.

Anatomisk Opera  – Den Jyske Opera, april 1998

Århus Stiftstidende:
Dreisig skal fremhæves for sin fremragende indsats. Hendes stemme har en stor spændvidde i udtrykket kombineret med en utrolig lethed i brugen. Dertil har hun en meget tydelig tekstudtale, selv i højden.

Skabelsen  af Joseph Haydn – Roskilde Domkirke, marts 1998

Jyllands-Posten:
… også Elsebeth Dreisig var en fornøjelse som hun præsterede en smertelig smuk og uskyldsren Eva med sin klare og skære klang.

Tryllefløjten  – Den Jyske Opera, februar 1998

Politiken:
… Til gengæld er Elsebeth Dreisig uden for konkurrence som Pamina. Hun synger med en tæt, sødmefuld glans og en rørende følsomhed.

Skruen strammes  – Aarhus Sommeropera, august 1997
Berlingske Tidende: Elsebeth Dreisig står for en betagende præstation som Guvernanten. I sig selv er partiet en vokal udfordring, som hun klarer med stor overbevisning, men endnu større bliver indtrykket, sådan som hun indgår i den dramatiske sammenhæng.

Don Giovanni  – Det Unge Operacompagnie, februar 1997

Politiken:
Elsebeth Dreisigs bevægende Zerlina var forestillingens clou, gennemtænkt i alle detaljer og yndigt sunget.

Tryllefløjten   – Koncertopførelse i Tivolis koncertsal, december 1996

Politiken:
Elsebeth Dreisigs indtagende klare glans og sødme og virtuost plaprende parlando var nærmest luksuøs overbesætning af Papagenas lille parti.

Lastens vej   – Den Jyske Opera, oktober 1996

Jyllands-Posten:
Hans trofaste Ann blev sunget af Elsebeth Dreisig med god fylde og varme i sopranen.

Politiken:
… Elsebeth Dreisig er en sanger, man tør vente sig noget af … [hendes] uskyldigt lette sopran har fået øget varme og sødme, og hun giver den elskende Ann et rørende personligt nærvær. Hun er den helt rigtige type og synger egalt og nuanceret med et dejlig frit overskud.

Rasmus Klump  – Undergrunden, april 1995

Berlingske Tidende:
Elsebeth Dreisigs sopran klinger med en uimodståelig charme og sødme.

Livstegn  – november 1994

Berlingske Tidende:
Elsebeth Dreisig spillede godt, men sang endnu bedre som Natalie.